Grevinde Cath Danneskiold-Samsøe og Røde Kors indgår stort velgørenhedssamarbejde med McDonald’s Danmark

 

En henvendelse fra ambassadør for Røde Kors, grevinde Cath Danneskiold-Samsøe, har fået McDonald’s
til at igangsætte en kampagne, der skal samle penge ind til julehjælp for udsatte familier i Danmark helt frem til juleaften. Alle McDonald’s 88 restauranter landet over involveres.

København, den 27. november 2013 – For nogle familier i Danmark er julen en svær tid, hvor udgifterne til julemiddag og gaver til børnene kan synes helt uoverskuelige. Antallet af danske familier, Røde Kors støtter op til jul, er steget markant de seneste år. I år har ambassadør grevinde Cath Danneskiold-Samsøe og Røde Kors derfor indgået et samarbejde med McDonald’s Danmark, der skal være med til at samle penge ind til Røde Kors julehjælp til udsatte danske familier.

Det var en henvendelse fra Røde Kors ambassadør, grevinde Cath Danneskiold-Samsøe, der satte gang i samarbejdet, der konkret betyder, at McDonald’s fra d. 25. november til 24. december giver 50 øre pr. solgt menu til Røde Kors Julehjælp.

”For alt for mange familier er julen desværre en meget svær tid, og som ambassadør for Røde Kors vil jeg gerne være med til at støtte de familier og hjælpe til, at de også kan afholde julen på en værdig måde og ikke føler sig alene. McDonald’s er hver dag i kontakt med rigtig mange danskere via deres mange restauranter landet over, og den kontakt vil jeg gerne benytte til at sætte fokus på behovet for julehjælp,” siger Røde Kors ambassadør grevinde Cath Danneskiold-Samsøe om baggrunden for samarbejdet.

Og for McDonald’s lå det helt naturligt at tage imod invitationen, fortæller Stephen Shillington, der er administrerende direktør hos McDonald’s Danmark:

”Det er en del af McDonald’s DNA at være en aktiv medspiller i udviklingen af samfundet både lokalt og nationalt, derfor vil vi selvfølgelig gerne være med til at støtte Røde Kors julehjælp. Da vi hver dag har 160.000 gæster på vores 88 restauranter, kan vi nå bredt ud med budskabet om at bidrage til en god jul for udsatte børnefamilier,” siger Stephen Shillington og fortæller, at McDonald’s har garanteret mindst 700.000 kr. Det svarer til, at mindst 875 familier kan få julehjælp fra Røde Kors.

Hos Røde Kors er man glad for, at McDonald’s har sagt ja til samarbejdet. Hjælpeorganisationen arbejder sammen med mange virksomheder og kendte danskere for at samle penge ind til udsatte danskere, og særligt når det gælder julehjælp er behovet stort, fortæller generalsekretær Anders Ladekarl i Røde Kors:

”De senere år har vi set ansøgningerne til julehjælp vokse massivt. Vi er glade for al den støtte, vi kan få. Den ekstra fordel, der er ved samarbejdet med McDonald’s, er, at vi når så bredt ud med vores budskab i hele Danmark,” siger Anders Ladekarl.

Kampagnen løber fra den 25. november til 24. december i alle McDonald’s restauranter i Danmark og for hver menu, McDonald’s sælger, donerer virksomheden 50 øre til Røde Kors julehjælp.

For mere information kontakt venligst:

Stine Green Paulsen
Kommunikationsdirektør
McDonald’s Danmark ApS
Pressetelefon: 7022 0160
E-mail: stine.paulsen@dk.mcd.com

 

Klaus Nørskov
Pressechef
Røde Kors
Telefon: 3525 9224
E-mail: klnrs@rodekors.dk

Om McDonald’s i Danmark

Den første McDonald’s restaurant i Danmark åbnede i 1981. Der er i dag 87 McDonald’s restauranter i Danmark, hvoraf de 70 ejes af selvstændige franchisetagere, mens resten ejes af McDonald’s Danmark ApS. McDonald’s Danmark beskæftiger mere end 4.200 medarbejdere og serverer omkring 160.000 måltider om dagen. McDonald’s Danmark blev kåret til Danmarks bedste store arbejdsplads af Great Place to Work i november 2011 og 2012. Følg McDonald’s på Facebook og YouTube og find flere fakta om McDonald’s Danmark på www.mcdonalds.dk og www.tjekmcdonalds.dk.

 

Om Røde Kors

Røde Kors er verdens største humanitære hjælpeorganisation. Røde Kors hjælper i dagligdagen og under katastrofer. Fra førstehjælpskassen bag i bilen til krige på den anden side af jorden. Flere end 13 millioner frivillige i 189 lande udgør kernen i Røde Kors. Alene i Danmark er der over 20.000 frivillige. Røde Kors har gennem sin 150 år gamle historie bygget på den samme idé. Vi hjælper mennesker i nød uden at skele til nationalitet, etnicitet eller religion. Næsten 200.000 danskere støtter Røde Kors’ arbejde.