McDonald’s Danmark får ny dansk administrerende direktør og ledelse

 

Joachim Knudsen, der siden 2010 har været marketingdirektør i McDonald’s Danmark, bliver ny administrerende direktør for virksomheden. Joachim Knudsen kommer til at stå i spidsen for et nyt ledelsesteam, der næsten udelukkende hentes fra McDonald’s egne rækker.

København, den 14. august 2014 – Joachim Knudsen, hidtidig marketingdirektør for McDonald’s i Danmark, bliver ny administrerende direktør i Danmark med virkning fra 1. september 2014. Joachim Knudsen afløser Stephen Shillington, der desuden er Vice President for McDonald’s Nordic. Stephen Shillington fortsætter som Vice President for Norden og indtræder desuden i en ny, ledende rolle i McDonald’s North West Division med base i London.

”Det er en fantastisk spændende opgave, jeg får. Vi har sammen brugt de seneste fire år på at styrke McDonald’s Danmark og skabe den succes, vi har i dag, og det er det arbejde, jeg nu skal videreføre sammen med den øvrige ledelsesgruppe,” siger Joachim Knudsen og fortsætter:

”Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Stephen og under hans ledelse være med til at blive kåret som Danmarks bedste arbejdsplads tre år i træk, levere stærke finansielle resultater år efter år og udvikle forretningen, blandt andet ved at indføre morgenmad og nøglehulsmærkede produkter. Vi kommer til at fortsætte vores massive indsats på konstant fornyelse og på at skabe gode øjeblikke for både gæster og medarbejdere.”

Stephen Shillington, der i starten af året blev forfremmet til Vice President for Norden, fortsætter i den rolle. Samtidig indtræder han i en ledende rolle i virksomhedens North West division med base i London. Her skal han blandt andet koordinere forretningsstrategien mellem Norden og Northwest Division (Norden plus UK, Irland og Tyskland) samt styrke divisionens strategi for franchise-organisationens udvikling og talent management.

”Jeg har haft nogle fantastisk spændende år i Danmark og har lært landet indgående at kende. Selvom det er vemodigt at slippe tøjlerne, både i McDonald’s Danmark og som formand for AmCham, kan jeg heldigvis tage en masse gode ting med mig videre i mit internationale virke. Jeg er meget komfortabel ved det stærke team, der med Joachim i spidsen tager over i Danmark. Jeg har også klare forventninger om, at fremtiden bliver mindst lige så spændende som de seneste fire år har været. Jeg glæder mig til at følge udviklingen og ønsker holdet alt det bedste på den fortsatte rejse,” siger Stephen Shillington.

Ny ledelse hentes i egne rækker

Samtidig med Joachim Knudsens tiltrædelse som CEO, sættes der et stort set nyt ledelseshold, idet en række af medlemmerne i den hidtidige danske McDonald’s-ledelse er rekrutteret til internationale stillinger i McDonald’s-organisationen. Det bliver dog et hold med indgående erfaringer fra McDonald’s, idet den nye ledelsesgruppe hentes fra egne rækker og underliggende ledelseslag som naturlig følge af McDonald’s systematiske arbejde med talent management, kompetence- og karriereudvikling. Ud over Joachim Knudsen og kommunikationsdirektør Stine Green Paulsen, der tiltrådte i 2013, vil McDonald’s ledelse fra 1. september således bestå af:

Kim Trier, Operations Director.
Arbejdede hos McDonald’s fra 1994-2000, senest som restaurantchef. Efter en årrække hos blandt andre Jensens Bøfhus og Lagkagehuset, kom Kim tilbage til McDonald’s i 2013 som Operations Manager. Kim Trier afløser Jacob Stabell, der bliver forfremmet til Senior Franchising Director i McDonald’s APMEA region med base i Singapore.

Tina Gath, Financial Director.
Har været regnskabschef i McDonald’s Danmarks finansafdeling siden 2010. 1. januar 2015 afløser hun Kennet Skyggelund Wienecke, der fra samme dato bliver forfremmet til en nordisk position som Senior Business Support Director, hvori han skal styrke den finansielle del af den nordiske forretning i McDonald’s.

Mette Hybschmann, HR Director.
Har været del af McDonald’s Danmarks HR-afdeling siden 2007, senest som HR Manager. Afløste Lise-Lotte Helms-Olesen per 15. juli 2014, som er forfremmet til en europæisk stilling som HR Director Digital Europe.

For mere information kontakt venligst:

Stine Green Paulsen

Kommunikationsdirektør
McDonald’s Danmark ApS
Pressetelefon: 7022 0160
E-mail: stine.paulsen@dk.mcd.com

Om McDonald’s i Danmark

Den første McDonald’s restaurant i Danmark åbnede i 1981. Der er i dag 88 McDonald’s restauranter i Danmark, hvoraf de 72 ejes af selvstændige franchisetagere, mens resten ejes af McDonald’s Danmark ApS. McDonald’s Danmark beskæftiger mere end 4.200 medarbejdere og serverer omkring 160.000 måltider om dagen. McDonald’s Danmark blev kåret til Danmarks bedste store arbejdsplads af Great Place to Work i november 2011 og 2012. Følg McDonald’s på Facebook og YouTube, og find flere fakta om McDonald’s Danmark på www.mcdonalds.dk og www.tjekmcdonalds.dk.