McDonald’s kommer til Glostrup til september

 

En restaurant i Glostrup har været på McDonald’s ønskeliste i mange år, og nu har restaurantkæden fundet den helt rette placering. Til september slår McDonald’s dørene op for en 600 m2 restaurant med Drive Thru på Mjølnersvej 2. Den nye ejer bliver franchisetager Christian Buhl Jørgensen, der i forvejen driver 5 restauranter på Sjælland.

København, den 8. maj 2015 – Når McDonald’s senere på året åbner en ny restaurant på to etager i Glostrup, er det med store forventninger. Med det voksende forretningsliv og de gunstige logistiske forhold i området vurderer restaurantkæden, at der er gode muligheder for at drive en sund forretning på den udvalgte beliggenhed.

”Det er et område i rivende udvikling, og de fysiske forhold er perfekte med gode til- og frakørselsmuligheder og parkeringspladser. Vi har store forventninger, og vi glæder os meget,” siger 52-årige Christian Buhl Jørgensen, der er franchisetager hos McDonald’s og ejer af den nye restaurant.

Nye arbejdspladser for de servicemindede

Den nye restaurant bliver på knap 600 m2 fordelt på to etager. Den får plads til 145 gæster og byder bl.a. på Drive Thru, indendørs legeland med digitalt spillegulv og familieparkering. Det første spadestik er taget for nyligt, og nu gælder det om at finde de helt rigtige medarbejdere.

Christian Buhl Jørgensen har drevet McDonald’s restauranter siden 1992, og han ved præcis, hvor vigtigt det er at sætte et godt og positivt team bag disken:

”Hvis man vil skabe en succesfuld restaurant er det helt afgørende, at man vælger de rigtige medarbejdere og sørger for at bevare deres motivation og glæde ved at give dem gode udviklingsmuligheder og ansvar. Til restauranten i Glostrup er vi på udkig efter nye medarbejdere med personlighed og lyst til at yde excellent service. De skal være dygtige til at tage fra og lære – og så skal de kunne indgå i teams,” siger han.

Med den nye restaurant opstår der 50 nye arbejdspladser, og Christian Buhl Jørgensen er allerede nu gået i gang med at rekruttere de nye medarbejdere i lokalområdet. Rekrutteringen sker bl.a. gennem annoncering på ungdomsuddannelserne, i samarbejde med det lokale jobcenter og via www.mcdonalds.dk. 

For mere information kontakt venligst:

Christian Buhl Jørgensen
Franchisetager, McDonald’s i Næstved, Ringsted, Gentofte og på Østerbro
Tlf.: 29 45 33 33
Mail: christian@mcbuhl.dk

 

Om McDonald’s i Danmark

Den første McDonald’s restaurant i Danmark åbnede i 1981. Der er i dag 87 McDonald’s restauranter i Danmark, hvoraf de 73 ejes af selvstændige franchisetagere, mens resten ejes af McDonald’s Danmark ApS. Restauranten i Glostrup bliver restaurant nr. 88. McDonald’s Danmark beskæftiger cirka 4.200 medarbejdere og serverer omkring 160.000 måltider om dagen. McDonald’s Danmark blev kåret til Danmarks bedste store arbejdsplads af Great Place to Work i november 2011, 2012 og 2013. Følg McDonald’s på Facebook og YouTube og find flere fakta om McDonald’s Danmark på www.mcdonalds.dk og www.tjekmcdonalds.dk.