McDonald's satser på bacon og friske æg om morgenen

Ud med rundstykker og kanelsnegle og ind med flere af de gode amerikanske morgenmadsprodukter med friske æg og bacon. Det er overskriften, når McDonald’s nu ændrer morgenmenuen over hele landet og går all American. Efter to succesfulde år på morgenmadsmarkedet vil McDonald’s nu sætte 100% fokus på det, der gør kæden unik.

København, den 25. marts 2015 - Siden McDonald’s Danmark for første gang i april 2013 satte morgenmad på menuen, har salget været stødt stigende. Og nu er burgerkæden blevet endnu klogere på, hvordan den bliver danskernes foretrukne morgenmadsudbyder. Vejen er brolagt med æg og bacon, siger salgs- og marketingdirektør Mads Friis.

- Vi vidste, at det ville blive en udfordring at få danskerne til at spise morgenmad på farten i hverdagen. Men vi satsede – og det har givet pote. Ikke overraskende ser vi, at vores morgenmadssalg har været stigende fra starten. Men det er dog kommet lidt bag på os, i hvor høj grad vores gæster faktisk foretrækker de amerikansk-inspirerede morgentilbud frem for de mere traditionelle danske produkter.

Da McDonald’s trådte ind på morgenmadsmarkedet, var det med udgangspunkt i, at morgenmenuen skulle byde på et bredt udvalg med noget til alle. Men restauranternes salgstal og markedsundersøgelserne taler deres eget tydelige sprog. McDonald’s skal fokusere på det, der gør virksomheden unik i morgenmadsmarkedet.

- Vi skal glemme alt om croissanter og rundstykker og lade tankstationerne og bagerierne om den del. Vores fokus skal ligge på det, kun vi kan tilbyde danskerne på farten – morgenmad tilberedt med friske æg og bacon, siger Mads Friis.  

McDonald’s morgenmadsmenu kommer dermed i højere grad til at afspejle de amerikanske aner i fremtiden. Udover at skære ind til benet og fjerne flere produkter fra menuen som rundstykker, croissanter og kanelsnegle har restauranterne tilføjet nye bagels med friske æg og bacon til menukortet, der også byder på mange andre produkter med æg og bacon som scrambled eggs og forskellige variationer af McMuffins.

 

Det nye morgenmadssats bliver lanceret med en større tv-kampagne, der skydes i luften i morgen den 26. marts 2015.

Om McDonald’s i Danmark

Den første McDonald’s restaurant i Danmark åbnede i 1981. Der er i dag 87 McDonald’s restauranter i Danmark, hvoraf de 71 ejes af selvstændige franchisetagere, mens de øvrige 16 ejes af McDonald’s Danmark ApS. McDonald’s Danmark beskæftiger flere end 4.200 medarbejdere og serverer omkring 160.000 måltider om dagen. Følg McDonald’s på Facebook og find flere fakta om McDonald’s Danmark på www.mcdonalds.dk.

For mere information:

Pia Tobberup

Pressechef, McDonald's Danmark

Tlf. 31 19 67 81

Mail: pia.tobberup@dk.mcd.com