McDonald’s afslører: Åbner ny restaurant i ikonisk dansk bygning 

McDonald’s kan nu løfte sløret for, hvor kædens restaurant nr. 89 bliver placeret, når den åbner i starten af 2018. Den nye restaurant får til huse ved Rådhuspladsen i Industriens Hus, der for mange københavnere og turister er blevet en ikonisk bygning. Ud over placeringen ser McDonald’s også frem til at vise danskerne et nyt restaurantdesign, der afspejler kædens globale strategi. 

McDonald’s i Danmark har været på udkig efter en ny central beliggenhed siden kædens allerførste restaurant med beliggenhed på Vesterbrogade lukkede 1. december 2014 efter 33 år. Den nye beliggenhed skulle blandt andet have rammerne til McDonald’s nye koncept med ombyggede køkkener og digitale bestillingsskærme. Det er nu lykkedes kæden at lande en aftale i en af landets mest centrale og kendte bygninger: Industriens Hus ved Rådhuspladsen i København.

Restauranten forventes at åbne i starten af 2018, og det er den erfarne franchisetager, Christian Buhl Jørgensen, der kommer til at drive restauranten.

To etager med nyt transport-system 

Byggetilladelsen fra Københavns Kommune er netop nu ved at blive indhentet, og der er store planer for indretningen. Meget vil blive, som vi kender det fra de øvrige af McDonald’s nyere restauranter i Danmark, men Christian Buhl Jørgensen afslører, at der også vil være spændende nyt ved netop denne restaurant.

Det er altid spændende at være med til opbygningen af en ny restaurant, men den her er altså lidt ud over det sædvanlige. Jeg glæder mig rigtigt meget. Placeringen i Industriens Hus er for det første helt unik, ligesom restaurantens opbygning og interiør bliver anderledes fra, hvad vores gæster tidligere har set. Og så ser jeg frem til at få en masse nye medarbejdere med ombord,” siger Christian Buhl Jørgensen.

Restauranten, der vil være åben døgnet rundt, kommer til at fordele sig på to etager. På 1. sal vil lobbyen strække sig helt ud til vinduerne mod både H.C. Andersens Boulevard og Rådhuspladsen, og i stueetagen vil det være muligt at bestille mad to go og få det udleveret her. Mens pladsen er en smule trang i stueetagen, får gæsterne 260 kvm at boltre sig på på 1. sal, hvor der er plads til 146 spisende gæster.

Grundet de to etager får restauranten et nyt transportsystem mellem etagerne baseret på skinner, hvor det bestilte mad to go bliver tilberedt og pakket i poser i køkkenet på 1. sal, hvorefter posen clipses på systemet og transporteres ned i stueetagen klar til udlevering. Det nye system bruges kun ellers af McDonald’s i Asien og en enkelt restaurant i Istanbul, Tyrkiet. 

100 nye arbejdspladser

Christian Buhl Jørgensen, der ejer flere McDonald’s restauranter på Sjælland og netop har kunnet fejre 25-års jubilæum som franchisetager hos McDonald’s vurderer, at han får brug for op mod 100 nye medarbejdere i den nye restaurant. Medarbejderne skal trænes op i de øvrige restauranter inden åbningen af restauranten i Industriens Hus. Derfor skydes ansættelsesprocessen i gang med det samme. Interesserede kan ansøge via McDonald’s Danmarks hjemmeside. 

Interiør i tråd med ny global strategi

Køkkenet i restauranten bliver et Made4You køkken, som McDonald’s i Danmark i disse år er ved at rulle ud i alle danske restauranter som led i en konvertering til restaurantkonceptet, Din McDonald’s. Det nye køkken set’up er en del af en global strategi, som også indebærer nye digitale bestillingsmuligheder for gæsterne, samt at maden tilberedes på bestilling fremfor forud for bestilling.

Konverteringen til Din McDonald’s er en del af den strategi og retning, som McDonald’s globale CEO, Steve Easterbrooks har lagt for McDonald’s, siden han i marts 2015 overtog roret for kæden på globalt plan. I tillæg bliver restauranten i Industriens Hus også den første restaurant i Danmark, der får et interiør, der illustrerer den udvikling, McDonald’s gennemgår i disse år.

Et af fokusområderne i den globale strategi er blandt andet friske og naturlige ingredienser, samt højere dyrevelfærd og bæredygtighed. I den forbindelse har McDonald’s meldt ud, at buræg vil blive udfaset 100% på global plan inden for det kommende årti, sideløbende med at de netop har erklæret, at de har udfaset brugen af produkter med kyllinger opdrættet med brug af kritiske antibiotika i samtlige amerikanske restauranter. Samme fokus har man på det europæiske marked, hvor udfasning af kritiske antibiotika forventes nået i 2018, og man i Danmark for længst er nået i mål. Hvad angår buræg er McDonald’s i Danmark også langt i udfasning og har et mål om fuld udfasning inden udgangen af 2018.

Det store globale fokus på især friskhed og naturlighed vil komme til udtryk i den nye restaurant i Industriens Hus, hvor et gennemgående element i indretningen bliver træsorten eg, der skal symbolisere det ægte og autentiske, som McDonald’s gerne vil stå for, mens væggene vil blive prydet med diverse kvalitetsbudskaber.

McDonald’s kommende restaurant vækker også begejstring hos McDonald’s Danmarks administrerende direktør, Joachim Knudsen, der glæder over, at den globale strategi på den måde bliver synliggjort overfor de danske gæster:

Vi skal blive ved med at være relevante for vores gæster, og det sætter krav til os som system om konstant udvikling og tilpasning. Derfor glæder jeg mig over, at det endnu større fokus på friskhed og naturlighed, som vi har arbejdet med i årevis og særligt intenst de seneste år, nu symboliseres i vores nye restaurant få meter fra, hvor de hele startede i 1981,” siger Joachim Knudsen, administrerende direktør hos McDonald’s Danmark. 

Om McDonald’s i Danmark 

Den første McDonald’s restaurant i Danmark åbnede på Vesterbrogade i 1981. McDonald’s i Danmark har i dag 88 restauranter, der ejes og drives af i alt 21 danske franchisetagere. Kæden har ca. 4200 medarbejdere og serverer hver dag omkring 172.000 måltider til danskerne. McDonald’s i Danmark har overenskomst med 3F og har inden for de senere år vundet Great Place to Works pris for Danmarks bedste arbejdsplads tre år i streg.

For yderligere information kontakt Pressechef Pia Tobberup: pia.tobberup@dk.mcd.com, +45 70 22 01 60

Herunder kan du se photos af det nye interiør-design fra restauranter i Holland og UK